Kvitøya
| Kvitøya | |
|---|---|
| Areal | 682 km² |
| Heraf isbræ | 675 km² |
| Omkreds | 119 km |
| Højeste punkt | 410 moh. |
| Område | Svalbard |
80°9′4″N 32°35′36″Ø / 80.15111°N 32.59333°Ø
Kvitøya er en ø som er en del af øgruppen Svalbard i Barentshavet nord for Norge. Øen ligger øst for øen Nordøstlandet, og det østligste punkt i Kongeriget Norge ligger på Kræmerpynten på Kvitøya, (33°31′05″ E). Øen er næsten helt dækket af is, deraf navnet. Der er kun isfrit på vest- og nordpynten af øen. Arealet er ca. 700 km²
Den blev første gang set af hollænderen Cornelis Giles i 1707, men den første sikre observation af øen er fra 1876, af nordmanden Johan Kjeldsen.[1] .
Hele øen er en del af Nordøst-Svalbard naturreservat.
Det var på Kvitøya i sommeren 1930 at mandskabet på fangstskuden «Brattvåg» fandt en sejldugsbåd, som hurtigt viste sig at være resterne efter Salomon August Andrées ekspedition. I 1897 havde han som mål at nå Nordpolen med ballon. Ligene af ekspeditionens medlemmer blev fundet på den isfrie vestpynt af øen. Mandskabet havde ikke udstyr til at klare sig gennem vinteren og omkom efteråret 1897.
Kvitøya spiller en central rolle i Jon Michelets roman Orions Bælte, og filmen med samme navn, hvor mandskabet på en fragtbåd opdager dele af et sovjetisk våbensystem på øen.
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Thuesen: Svalbards Historie i årstal, s. 32 og 47
- Kvitøya Arkiveret 30. december 2005 hos Wayback Machine hos Svalbard Images
 | Infoboks uden skabelon Denne artikel har en infoboks dannet af en tabel eller tilsvarende. |