Spring til indhold

Tysk-romersk kejser

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Tysk-romerske kejsere)
Ikke at forveksle med Tysk kejser (Tyske Kejserrige).
Tysk-romersk kejser

Imperator Romanorum
800/962[a]–1806
Tysk-romersk kejsers maximilian IIs rigsvåben
Maximilian IIs rigsvåben
RegeringsformMonarki
Kejser 
• Første
Karl den Store eller Otto 1.
• Sidste
Frans 2.
Historie 
• Kroningen af Karl den Store eller Otto 1.
til tysk-romersk kejser
25. december 800
2. februar 962
• Ophørt
6. august 1806
Den sidste tysk-romerske kejser Frans 2. (kejser 1792-1806) iført kroningsdragt og med rigets regalier.

Den Tysk-romerske kejser (tysk: Römisch-deutscher Kaiser), officielt Romernes kejser (latin: Imperator Romanorum) var herskeren over Det tysk-romerske Rige. Riget blev af den romersk-katolske kirke betragtet som den eneste retsgyldige arvtager til Romerriget i middelalderen og tidlig moderne tid. Titlen blev holdt sammen med titlen Konge af Italien (Rex Italiae) fra det 8. til det 16. århundrede og næsten uden afbrydelse med titlen Romernes konge (Rex Teutonicorum, lit. 'Tyskernes konge') gennem det 12. til det 18. århundrede.

I teori og diplomati blev kejserne betragtet som primus inter pares, den første blandt andre ligestillede romersk-katolske monarker i hele Europa.[1] I praksis var en kejser kun så stærk, som hans hær og alliancer, inklusive ægteskabsallianser, gjorde ham. Deres rige, Det tysk-romerske Rige, blev af den romersk-katolske kirke betragtet som den retsgyldige efterfølger til det vestlige Romerrige i middelalderen og tidlig moderne tid.

Fra arveenevælde i karolingisk tid (800–924) var titlen hen mod det 13. århundrede blevet del af et valgmonarki, hvor kejseren blev valgt af kurfyrster. Forskellige kongeslægter i Europa blev på forskellige tidspunkter de facto de arvelige indehavere af titlen, især Liudolfingerne (962–1024) og Salierne (1027–1125). Efter den sene middelalders regeringskrise holdt Habsburgerne titlen i deres besiddelse uden afbrydelse fra 1440–1740. De sidste kejsere var fra Huset Habsburg-Lothringen fra 1765–1806. Det tysk-romerske Rige blev opløst af Frans 2. efter et ødelæggende nederlag til Napoleon i Slaget ved Austerlitz.

Kejseren blev almindeligt opfattet til at herske af Guds nåde, skønt han ofte modsatte sig eller var i opposition til paven, især under Investiturstriden. Det tysk-romerske Rige har aldrig haft en regerende kejserinde, selvom kvinder som Teofano og Maria Theresia havde en stærk indflydelse. Gennem sin historie blev positionen betragtet som en forsvarer af den romersk-katolske tro. Indtil Maximilian 1. i 1508, blev den valgte kejser (Imperator electus) påkrævet at blive kronet af paven, før han tog den kejserlige titel. Karl 5. var den sidste, der blev kronet af paven i 1530. Selv efter Reformationen var den valgte kejser altid romersk-katolsk. Der var korte perioder i historien, hvor valgkollegiet blev domineret af protestanter, og kurfyrsterne stemte normalt i deres egen politiske interesse.

Titel

[redigér | rediger kildetekst]
Kurfyrsternes våbenskjold omgiver det kejserlige våbenskjold; fra et våbenskjold fra 1545. Kurfyrsterne stemte i en kejserlig rigsdag for en ny tysk-romersk kejser.
Skildring af Karl den Store i et farvet glasvindue fra det 12. århundrede, Strasbourg-katedralen, nu ved Musée de l'Œuvre Notre-Dame.

Fra Konstantin den Stores tid (regerede 306–337) havde de romerske kejsere med meget få undtagelser påtaget sig en rolle som støtter og forsvarere af kristendommen. Konstantins regeringstid etablerede præcedens for den kristne kejsers position i kirken. Kejserne så sig selv ansvarlige overfor guderne for deres undersåtters åndelige helbred, og efter Konstantin havde de en pligt til at hjælpe kirken med at definere rettroenhed og opretholde rettroenhed. Kejserens rolle var at håndhæve doktrinen, udrydde kætteri og opretholde kirkens enhed.[2] Både titlen og forbindelsen mellem kejser og den ortodokse kirke fortsatte i det Det Byzantinske Rige gennem hele middelalderen (i eksil i 1204–1261). De første syv økumeniske koncil fra det 5. til det 8. århundrede blev indkaldt af de byzantinske kejsere.[3]

I Vesteuropa blev titlen kejser afskaffet efter Julius Nepos' død i 480, skønt herskerne i de barbariske kongeriger fortsat anerkendte den byzantinske kejsers myndighed i det mindste formelt langt ind i det 6. århundrede. I 797 blev den byzantinske kejser Konstantin 6. afsat og erstattet som monark af sin mor Irene. Pavemagten, der indtil dette tidspunkt havde fortsat med at anerkende herskerne i Konstantinopel som romerske kejsere, betragtede kejsertronen som ledig, da en kvinde i deres mening ikke kunne regere riget.[4]

Af denne årsag blev Karl den Store, frankernes konge og kongen af Italien, kronet til Romernes kejser (Imperator Romanorum ) af Pave Leo 3. som efterfølger til Konstantin 6. som romersk kejser under konceptet translatio imperii.[4] På hans mønter er navnet og titlen, der blev brugt af Karl den Store, Karolus Imperator Augustus og i sine egne dokumenter brugte han Imperator Augustus Romanum gubernans Imperium ("Kejser Augustus, som regerer Det romerske Imperium") og serenissimus Augustus a Deo coronatus, magnus pacificus Imperator Romanorum gubernans Imperium ("mest ophøjede Augustus kronet af Gud, store fredelig kejser, der styrer romernes imperium"). Det Østromerske Rige gav til sidste efter og anerkendte Karl den Store og hans efterfølgere som kejsere, men som "frankiske" og "tyske kejsere", idet de på intet tidspunkt henførte til dem som romerske, en betegnelse, de forbeholdte sig selv.

Titlen som kejser i vest indebar pavens anerkendelse. Da pavedømmets magt voksede i middelalderen, kom pave og kejsere i konflikt om kirkens administration. Den bedst kendte og mest bitre konflikt var den, der blev kendt som investiturstriden, der blev kæmpet i det 11. århundrede mellem Henrik 4. og Pave Gregor 7.

Efter kroning af Karl den Store beholdt hans efterfølgere titlen indtil Berengar 1.'s død i 924. Det relativt korte interregnum mellem 924 og kroningen af Otto den Store i 962 betragtes som markeringen af overgangen fra det Frankerriget til Det tysk-romerske Rige. Under Liudolfingerne faldt meget af det tidligere karolingiske rige Østfranken inden for grænserne af Det tysk-romerske Rige.

Siden 911 havde de forskellige tyske fyrster valgt tyskernes konge blandt dem selv. Tyskernes konge ville derefter blive kronet som kejser efter det fortilfælde, der var blevet sat af Karl den Store, i perioden 962–1530. Karl 5. var den sidste kejser, der blev kronet af paven, og hans efterfølger Ferdinand 1. antog blot titlen "valgt kejser" i 1558. Den sidste valgte tysk-romerske kejser Frans 2. abdicerede i 1806 under Napoleonskrigene, der så imperiets endelige opløsning.

Udtrykket sacrum (dvs. "hellig") i forbindelse med Det tyske-romerske Rige blev først brugt i 1157 under Frederik 1. Barbarossa.[5]

Standardbetegnelsen for den tysk-romerske kejser var "Romernes kejser Augustus" (Romanorum-imperator Augustus). Da Karl den Store blev kronet i år 800 blev han tituleret som "mest ophøjede Augustus, kronet af Gud, stor og fredelig kejser, der regerede det romerske imperium," som således udgør elementerne "Hellig" og "Romersk" i den kejserlige titel.[6]

Ordet romersk var en afspejling af princippet om translatio imperii (eller i dette tilfælde restauratio imperii), der betragtede de (germanske) hellige romerske kejsere som arvingerne til titlen kejser fra det Vestromeske rige, på trods af det Østromerske riges fortsatte eksistens Romerriget.

I tysksproget historiografi bruges udtrykket Römisch-deutscher Kaiser ("romersk-tysk kejser") til at skelne titlen fra den romerske kejsers på den ene side og den tyske kejser (Deutscher Kaiser) på den anden side. Det engelske udtryk "Holy Roman Emperor" er en moderne forkortelse for "emperor of the Holy Roman Empire", der ikke svarer til den historiske stil eller titel, dvs. adjektivet "Holy" er ikke beregnet til at moderere "emperor". Det engelske udtryk "Holy Roman Emperor" blev almindeligt i mellemkrigstiden (1920'erne til 1930'erne), tidligere var titlen også blevet gengivet som "German-Roman Emperor" på engelsk.[7]

Arveregler

[redigér | rediger kildetekst]
Illustration af valget af Henrik 7. (27. november 1308), der fra venstre til højre viser Ærkebiskoppen af Köln, Ærkebiskoppen af Mainz, Ærkebiskoppen af Trier, Greven af Pfalz, Hertugen af Sachsen, Markgreven af Brandenburg og Kongen af Bøhmen (Codex Balduini Trevirorum, ca. 1340).

Valgmonarkiet går tilbage til det tidlige 10. århundrede, med valget af Konrad 1. af Franken i 911 efter at Ludvig Barnet, den sidste karolingiske hersker i Tyskland, døde uden afkom. Valg betød, at kongemagten i Tyskland kun delvist var arvelig, i modsætning til kongemagten i Frankrig, selvom magten ofte forblev i samme dynasti, indtil der ikke var flere mandlige efterfølgere. Valgprocessen betød, at hovedkandidaten måttet gøre indrømmelser, som vælgerne kunne holde ham fast på: Wahlkapitulationen, en slags håndfæstning.

Konrad blev valgt af de tyske hertuger, og det vides ikke nøjagtigt, hvornår systemet med syv kurfyrster blev oprettet. Det pavelige dekret Venerabilem af Innocens 3. (1202), addresseret til Berthold 5., hertug af Zähringen, fastlægger valgproceduren med (ikke navngivne) fyrster af riget og forbeholder paven retten til at godkende kandidaterne. Et brev fra Pave Urban 4. (1263) i forbindelse med den omstridte afstemning i 1256 og det efterfølgende interregnum henstiller, at syv fyrster fra" Arilds tid" havde retten til at vælge kongen og den fremtidige kejser. De syv kurfyrster blev udnævnt i Den gyldne bulle af 1356: Ærkebiskoppen af Mainz, Ærkebiskoppen af Trier, Ærkebiskoppen af Köln, Kongen af Bøhmen, Greven af Pfalz, Hertugen af Sachsen og Markgreven af Brandenburg.

Efter 1438 forblev kongerne i huset Habsburg og Habsburg-Lothringen med den kortvarige undtagelse af Karl 7., der var en Wittelsbach. Maximilian 1. (kejser 1508–1519) og hans efterfølgere rejste ikke længere til Rom for at blive kronet som kejser af paven. Maximilian udnævnte sig derfor til den valgte romerske kejser (Erwählter Römischer Kaiser) i 1508 med pavens godkendelse. Denne titel blev brugt af alle hans ukronede efterfølgere. Af hans efterfølgere modtog kun Karl V en pavelig kroning.

Kurfyrsten af Pfalz plads blev tildelt hertugen af Bayern i 1621, men i 1648, i kølvandet på Trediveårskrigen blev greven af Pfalz genindsat som den ottende valg. Kurfyrstendømmet Braunschweig-Lüneburg blev tilføjet som den niende vælger i 1692. Hele valgkollegiet blev rekonstrueret i 1803 med i alt ti kurfyrster: de "gamle" kurfyrster: Hertugen af Bayern, Hertugen af Sachsen, Hertugen af Braunschweig-Lüneburg, Markgreven af Brandenburg, Kongen af Bøhmen; De "nye" kurfyrster: Ærkebiskoppen af Regensburg, Hertugen af Württemberg, Hertugen af Salzburg, Markgreven af Baden og Landgreven af Hessen-Kassel Blot tre år senere blev Det tysk-romerske rige opløst, og ingen af de nye kurfyrster nåede at deltage i et kejservalg.

Oversigt over kejserene

[redigér | rediger kildetekst]

Denne oversigt inkluderer alle 47 tyske monarker kronet fra Karl den Store indtil Det tysk-romerske riges opløsning (800-1806).

Flere herskere blev kronet til Romernes konge (Konge af Tyskland), men ikke til kejser, skønt de titulerede sig således, blandt dem var: Konrad 1. af Franken og Henrik Fuglefænger i det 10. århundrede, og Konrad 4., Rudolf 1., Adolf og Albrecht 1. under interregnummet i slutningen af det 13. århundrede.

Traditionel historiografi antager en kontinuitet mellem Det carolingiske imperium og Det tysk-romerske Rige, mens en moderne betragtning anser kroningen af Otto 1. i 962 som begyndelsen på Det tysk-romerske rige (selvom udtrykket Sacrum Imperium Romanum ikke var i brug før det 13. århundrede).

Frankiske kejsere

[redigér | rediger kildetekst]

De herskere, der blev kronet som romerske kejsere i Vesteuropa mellem 800 og 915 var som følger:

800–888: Karolingerne

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Karl 1., den Store (Charlemagne)
(742–814) 		25. december 800 28 januar 814
Ludvig 1., den Fromme
(778–840) 		11. september 813 20. juni 840 Søn af Karl 1.
Lothar 1.
(795–855) 		5. april 823 29. september 855 Søn af Ludvig 1.
Ludvig 2.
(825–875) 		29. september 855 12. august 875 Søn af Lothar 1.
Karl 2., den Skaldede
(823–877) 		29. december 875 6. oktober 877 Søn af Ludvig 1.
Karl 3., den Tykke
(839–888) 		12. februar 881 13. januar 888 Barnebarn af Ludvig 1.

891–898: Widonid-dynastiet

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Guy 1.
(?-894) 		891 12. december 894 Tipoldebarn af Karl 1.
Lambert 1.
(880-898) 		30. april 892 15. oktober 898 Søn af Guy 1.

896–899: Karolingerne

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Arnulf
(850–899) 		22. februar 896 8. december 899 Nevø til Karl 3.

901–905: Bosonid-dynastiet

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Ludvig 3., den blinde
(880-928) 		22. februar 901 21. juli 905 Barnebarn af Ludvig 2.

915–924: Unruoch-dynastiet

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Berengar 1.
(845–924) 		December 915 7. april 924 Barnebarn af Ludvig 1.

Tysk-romerske kejsere

[redigér | rediger kildetekst]

Der var ingen kejser i vest mellem 924 og 962.

Mens tidligere germanske og italienske monarker var blevet kronet som romerske kejsere, betragtes Det tysk-romerske Riges faktiske begyndelse at være kroningen af den saksiske konge Otto den Store. Det var officielt en valgt position, skønt den til tider gik gennem samme familie, især de fire generationer af Salierne i det 11. århundrede. Fra Saliernes endeligt til midten af det 15. århundrede kom kejserne fra mange forskellige tyske dynastier, og det var sjældent, at tronen gik fra far til søn. Det ændrede sig med det østrigske hus Habsburg opstigen, da en ubrudt linje af Habsburgere holdt den kejserlige trone indtil 1700-tallet. Senere overtog en sidelinje, der blev kendt som Huset Habsburg-Lothringen, tronen, og den gik fra far til søn indtil imperiets ophævelse i 1806. Bemærkelsesværdigt bar Habsburgerne fritaget fra kravet om, at kejserne skulle krones af paven, inden de kunne indtage deres embede. Fra Ferdinand 1. afholdt alle efterfølgende kejsere sig fra den traditionelle kroning.

962–1024: Liudolfingerne

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Otto 1., den Store
(912–973) 		2. februar 962 7. maj 973 Tiptipoldebarn af Ludvig 1.
Otto 2., den Røde
(955–983) 		25. december 967 7. december 983 Søn af Otto 1.
Otto 3.
(980–1002) 		21. maj 996 23. januar 1002 Søn af Otto 2.
Henrik 2.[b]
(973–1024) 		14. februar 1014 13. juli 1024 Grandfætter til Otto 3.

1027–1125: Salierne

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Konrad 2.,[c] den Ældre
(990–1039) 		26. marts 1027 4. juni 1039 Tipoldebarn af Otto 1.
Henrik 3., den Sorte
(1017–1056) 		25. december 1046 5. oktober 1056 Søn af Konrad 2.
Henrik 4.
(1050–1106) 		5. oktober 1056 7. august 1106 Søn af Henrik 3.
Henrik 5.[8]
(1086–1125) 		13. april 1111 23. maj 1125 Søn af Henrik 4.

1133–1137: Süpplingenburg-dynastiet

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Lothar 3.[d]
(1075-1137) 		4. juni 1133 4. december 1137 Grandnevø til Henrik 3.

1155–1197: Hohenstauferne

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Frederik 1. Barbarossa
(1122-1190) 		8. juni 1155 10. juni 1190 Oldebarn af Henrik 4.
Henrik 6.
(1165-1197) 		14. april 1191 28. september 1197 Søn af Frederik I

1198–1215: Huset Welf

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Våbenskjold Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Otto 4.
(1175-1218) 		9. juni 1198 1215 Oldebarn af Lothar 2.

1220–1250: Hohenstauferne

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Frederik 2.,
Stupor Mundi, Verdens vidunder
(1194–1250) 		22. november 1220 13. december 1250 Søn af Henrik 6.

Et interregnum i Det tysk-romerske Rige antages at hav eksisteret fra Pave Innocens 4.'s afsættelse af Frederik 2. af (1245, alternativt fra Frederiks død i 1250 eller Konrad 4. død i 1254) til valget Rudolf 1. (1273). Rudolf blev ikke kronet til kejser, heller ikke hans efterfølgere Adolf og Albrecht. Den næste kejser var Henrik 7., kronet den 29. juni 1312 af Pave Clemens 5.

1312–1313: Huset Luxemburg

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Våbenskjold Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Henrik 7.
(1274-1313) 		29. juni 1312 24. august 1313 Tiptiptiptiptiptiptip
tiptiptipoldebarn af Karl 2.

1314–1347: Huset Wittelsbach

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Våbenskjold Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Ludvig 4., den Bayerske
(1282-1347) 		Oktober 1314 11. oktober 1347 Fjern efterkommer af Henrik 4. og tiptiptipoldebarn af Lothar 3.

1346–1437: Huset Luxemburg

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Våbenskjold Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Karl 4.
(1316-1378) 		11. juli 1346 29. november 1378 Barnebarn af Henrik 7.
Sigismund
(1368-1437) 		31. maj 1433 9. december 1437 Søn af Karl 4.

1440–1740: Huset Habsburg

[redigér | rediger kildetekst]

I 1508 gav Pave Julius 2. tilladelse til Maximilian 1. at bruge kejsertitlen uden kroningen i Rom, skønt titlen var betegnet som Electus Romanorum Imperator ("valgt til Romernes Kejser af). Maximilians efterfølgere antog den samme titulering, normalt da de var blevet den enehersker af Det tysk-romerske Rige. Maximilians første efterfølger Karl 5. var den sidste, der blev kronet til kejser.

Portræt Våbenskjold Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Frederik 3.
(1415–1493) 		2. februar 1440 19. august 1493 grandfætter til Albrecht 2., udpeget kejser.
Maximilian 1.
(1459–1519) 		19. august 1493 12. januar 1519 Søn af Frederik 3.
Karl 5.
(1500–1558) 		28. juni 1519 (kronet i 1530) 27. august 1556 Barnebarn af Maximilian 1.
Ferdinand 1.
(1503–1564) 		27. august 1556 25. juli 1564 Broder til Karl 5.
Maximilian 2.
(1527–1576) 		25. juli 1564 12. october 1576 Søn af Ferdinand 1.
Rudolf 2.[e]
(1552–1612) 		12. oktober 1576 20. januar 1612 Søn af Maximilian 2.
Matthias
(1557–1619) 		13. juni 1612 20. marts 1619 Broder til Rudolf 2.
Ferdinand 2.
(1578–1637) 		28. august 1619 15. februar 1637 Fætter til Matthias
Ferdinand 3.
(1608–1657) 		15. februar 1637 2. april 1657 Søn af Ferdinand 2.
Leopold 1.
(1640–1705) 		18. juli 1658 5. maj 1705 Søn af Ferdinand 3.
Josef 1.
(1678–1711) 		5. maj 1705 17. april 1711 Søn af Leopold 1.
Karl 6.
(1685–1740) 		12. oktober 1711 20. oktober 1740 Broder til Josef 1.
Fuld oversigt

1742–1745: Huset Wittelsbach

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Våbenskjold Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Karl 7.
(1697-1745) 		12. februar 1742 20. januar 1745 Tipoldebarn af Ferdinand 2.; Svigersøn til Josef 1.

1745–1765: Huset Lorraine

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Våbenskjold Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Frans 1. Stefan
(1708-1765) 		13. september 1745 18. august 1765 Oldebarn af Ferdinand 3.; Svigersøn til Karl 6.

1765–1806: Huset Habsburg-Lothringen

[redigér | rediger kildetekst]
Portræt Våbenskjold Navn Regeringstid Forhold til forgænger (-e) Andre titler
Josef 2.
(1741-1790) 		18. august 1765 20. februar 1790 Søn af kejserinde Maria Theresia, de facto rigets hersker, og Frans 1. Stefan
Leopold 2.
(1747-1792) 		30. september 1790 1. marts 1792 Søn af kejserinde Maria Theresia, de facto rigets hersker, og Frans 1. Stefan. Broder til Josef 2.
Frans 2.
(1768-1835) 		5. juli 1792 6. august 1806 Søn af Leopold 2.

Kroning

[redigér | rediger kildetekst]

Kejseren blev kronet under en speciel ceremoni, der traditionelt blev udført af Paven i Rom . Uden denne kroning kunne ingen konge, selvom om han kunne udøve magten, kalde sig selv kejser. I 1508 tillod Pave Julius 2. Maximilian 1. at bruge titlen kejser uden kroning i Rom, skønt titlen var betegnet som Electus Romanorum Imperator ("valgt til Romernes Kejser"). Maximilians efterfølgere antog den samme titulering, normalt da de blev enehersker af Det tysk-romerske Rige.[9] Maximilians første efterfølger Karl 5. var den sidste, der blev kronet til kejser.

Kejser Dato for kroning Forrettet af Location
Karl 1. 25. december 800 Pave Leo 3. Rom, Italien
Ludvig 1. 5. oktober 816 Pave Stefan 4. Reims, Frankrig
Lothar 1. 5. april 823 Pave Paschalis 1. Rom, Italien
Ludvig 2. 15. juni 844 Pave Leo 4. Rom, Italien
Karl 2. 29. december 875 Pave Johannes 8. Rom, Italien
Karl 3. 12. februar 881 Rom, Italien
Guy 1. 21. februar 891 Pave Stephen 5. Rom, Italien
Lambert 1. 30. april 892 Pave Formosus Ravenna, Italien
Arnulf af Kärnten 22. februar 896 Rom, Italien
Ludvig 3. 15. eller 22. februar 901 Pave Benedikt 4. Rom, Italien
Berengar 1. December 915 Pave Johannes 10. Rom, Italien
Otto 1. 2. februar 962 Pave Johannes 12. Rom, Italien
Otto 2. 25. december 967 Pave Johannes 13. Rom, Italien
Otto 3. 21. maj 996 Pave Gregor 5. Monza, Italien
Henrik 2. 14. februar 1014 Pave Benedikt 8. Rom, Italien
Conrad 2. 26. marts 1027 Pave Johannes 19. Rom, Italien
Henrik 3. 25. december 1046 Pave Clemens 2. Rom, Italien
Henrik 4. 31. marts 1084 Modpave Clemens 3. Rom, Italien
Henrik 5. 13. april 1111 Pave Paschalis 2. Rom, Italien
Lothar 3. 4. juni 1133 Pave Innocens 2. Rom, Italien
Frederik 1. 18. juni 1155 Pave Hadrian 4. Rom, Italien
Henrik 6. 14. april 1191 Pave Celestin 3. Rom, Italien
Otto 4. 4. oktober 1209 Pave Innocens 3. Rom, Italien
Frederik 2. 22. november 1220 Pave Honorius 3. Rom, Italien
Henrik 7. 29. juni 1312 Ghibellinernes kardinaler Rom, Italien
Ludvig 4. 17. januar 1328 Senator Sciarra Colonna Rom, Italien
Karl 4. 5. april 1355 Pave Innocens 6.'s kardinal Rom, Italien
Sigismund 31. maj 1433 Pave Eugenius 4. Rom, Italien
Frederik 3. 19. marts 1452 Pave Nikolaus 5. Rom, Italien
Karl 5. 24. february 1530 Pave Clemens 7. Bologna, Italien

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Nogle historikere betragter begyndelsen af Det Tysk-Romerske Rige som 800, med den frankiske konge Karl den Store betragtet som den første tysk-romerske kejser. Andre betragter begyndelsen som kroningen af Otto den Store i 962.
  2. ^ Talt som efterfølger til Henrik 1., der Romernes Konge 919-936, men ikke kejser
  3. ^ Talt som efterfølger til Konrad 1., der Romernes Konge 911-918, men ikke kejser
  4. ^ Talt som efterfølger til Lothar 2., der var konge af Lothringen 855-869, men ikke kejser
  5. ^ Talt som efterfølger til Rudolf 1., der var Romernes Konge 1273-1291, men ikke kejser

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Terry Breverton (2014). Everything You Ever Wanted to Know About the Tudors but Were Afraid to Ask. Amberley Publishing. s. 104. ISBN 9781445638454.
  2. ^ Richards, Jeffrey. The Popes and the Papacy in the Early Middle Ages 476–752 (London: Routledge & Kegan Paul, 1979) pp. 14–15.
  3. ^ Richards, Jeffrey. The Popes and the Papacy in the Early Middle Ages 476–752 (London: Routledge & Kegan Paul, 1979) p. 16.
  4. ^ a b James Bryce, 1st Viscount Bryce, The Holy Roman Empire, 1864, pp 62–64
  5. ^ Peter Moraw, Heiliges Reich, in: Lexikon des Mittelalters, Munich & Zurich: Artemis 1977–1999, vol. 4, columns 2025–2028.
  6. ^ Bryce, James (1968). The Holy Roman Empire. Macmillan. s. 530.
  7. ^ The New International Encyclopædia vol. 10 (1927), p. 675. Carlton J. H. Hayes, A Political and Cvltvral History of Modern Europe vol. 1 (1932), p. 225.
  8. ^ Barraclough, Geoffrey (1984). The Origins of Modern Germany. W. W. Norton & Company. ISBN 978-0-393-30153-3.
  9. ^ " Wir Franz der Zweyte, von Gottes Gnaden erwählter römischer Kaiser Imperator Austriae, Fransiscus I (1804), Allerhöchste Pragmatikal-Verordnung vom 11. August 1804, The HR Emperor
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Tysk-romersk_kejser&oldid=11862080"