Spring til indhold

Ghana

Redigér links
Koordinater: 8°02′N 1°05′V / 8.03°N 1.08°V / 8.03; -1.08
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Republic of Ghana
Motto: Freedom and Justice
(engelsk: Frihed og Retfærdighed)
Ghanas placering
Hovedstad
og største by		Accra
5°33′N 0°15′V / 5.550°N 0.250°V / 5.550; -0.250
Officielle sprogEngelsk
RegeringsformRepublik
Nana Akufo-Addo (fra 2017) Rediger på Wikidata
Uafhængighed
• Fra Storbritannien
6. marts 1957
Areal
• Total
238.535 km2
• Vand (%)
3,5 %
Befolkning
• Anslået
32.833.031 (2021)[1] Rediger på Wikidata
• Tæthed
138/km2
BNP (nominelt)USD 79,16 mia. (2021)[2], USD 72,84 mia. (2022)[3] Rediger på Wikidata
ValutaCedi (GHC)
Kendings-
bogstaver (bil)		GH
Luftfartøjs-
registreringskode		9G
Internetdomæne.gh
Telefonkode+233
ISO 3166-kodeGH, GHA, 288
Midlertid præsident siden den forrige John Evans Atta Mills døde d. 24. juli 2012

Ghana (tidligere Guldkysten), officielt Republikken Ghana, er et land i Vestafrika. Hovedstaden i Ghana er Accra. Landet grænser op til Elfenbenskysten mod vest, Burkina Faso mod nord, Togo mod øst og Atlanterhavet mod syd. Før kolonitiden bestod landet af en række kongedømmer. Handel med europæiske lande blomstrede op efter kontakt med portugiserne i det 15. århundrede. Briterne etablerede en kronkoloni i 1874 og kaldte området for Guldkysten.

Historie

[redigér | rediger kildetekst]

Ghana opnåede selvstændighed i 1957. Indtil dette tidspunkt hed landet Guldkysten, men den første ting, man gjorde fra officielt hold, var at skifte navnet til Ghana; navnet stammer fra et stort afrikansk rige, der eksisterede ca. 1000 år tidligere nordvest for det nuværende Ghana, og samtidig blev landets nye flag og nationalvåben taget i anvendelse. Guldkysten var de tidligere kolonimagters navn for området.

Danmark-Norge havde fra 1658 til 1850 besiddelser på Guldkysten. Der blev etableret plantager og købt guld, elfenben samt slaver, der blev sendt til de dansk-vestindiske øer.

Andre europæiske magter var også repræsenteret på Guldkysten. Portugiserne kom til i 1471 og hollænderne i 1598. Sverige var også repræsenteret i en kort periode fra 1652, hvor de byggede et fort kaldet Carolusborg. Danmark erobrede i forbindelse med Carl Gustav-krigen 1657-60 fortet i 1658, men mistede det året efter til hollænderne. Danmark havde dog allerede grundlagt Fort Frederiksborg, og i 1661 blev Fort Christiansborg grundlagt. Det blev siden hovedsædet for dansk kolonial tilstedeværelse i området.

Hollænderne førte en meget dominerende politik i området og overtog i 1642 de portugisiske besiddelser. Danmark kom også under pres, men den danske tilstedeværelse blev reddet af briterne som i løbet af den anden britisk-hollandske krig 1664-67 slog hollænderne. I 1664 erobrede de med dansk artilleristøtte fra Frederiksborg Carolusborg, som blev omdøbt til dets nuværende navn Cape Coast Castle.

Handelen drejede sig i begyndelsen om civile varer som fx klæde, glas m.m., som blev udvekslet for guld og elfenben, men gradvist skiftede handelen karakter. I sidste halvdel af 1600-tallet blev våben-for-slaver et dominerende element i handelen. De forskellige lokale folkeslag – som fx Akim, Akwamu, Ashanti og Fante – førte talrige krige mod hinanden. Krigsfanger blev bragt ned til de europæiske handelsforter, som købte dem og bragte dem til Amerika som slaver.

På dette tidspunkt var europæerne kun repræsenteret i kystområderne, hvor de lå i skarp konkurrence med hinanden fra deres respektive forter. De lokale afrikanske magter udnyttede den interne strid mellem europæerne til at presse prisen og stille krav. Ville en europæisk kommandant ikke makke ret, lagde den lokale konge forterne fra den pågældende nation under belejring og dirigerede handelen andre steder hen. I nogle tilfælde udsattes den besværlige kommandant endda for giftmord. Det er derfor på dette tidspunkt forkert at tale om kolonisering. Europæernes stilling på kysten understreges af, at der også måttes betales leje for forterne til de lokale magthavere. Fra ca. 1750 var det primært Ashanti- og Fante-folket, som dominerede kystområdet og indlandet, hvor guldet, elfenbenet og slaverne kom fra.

Først senere, da briterne havde besejret en hollandsk-Ashanti-alliance i 1873, begyndte, hvad man kan kalde en kolonisering af området. De hollandske besiddelser blev overtaget af briterne, og både Fante- og Ashanti-riget fik status som britiske protektorater. I 1896 blev områderne officielt annekteret af briterne. Året efter et Ashanti-oprør udråbtes i 1901 de samlede britiske besiddelser som kronkolonien Britisk Guldkysten.

Under anden Verdenskrig leverede kolonien soldater til de britiske felttog i Italiensk Somaliland, Abyssinien (Etiopien) og Burma. I koloniens miner hentedes specielt mangan til produktion af kanoner.

Efter anden Verdenskrig blev landet i stigende grad præget af strejker og uroligheder i kampen for selvstændighed. Flere demonstranter blev fx i 1950 dræbt af britisk beskydning fra det britiske hovedsæde i kolonien, det tidl. danske fort Christiansborg, i byen Accra.

Ghana opnåede uafhængighed den 6. marts 1957. Kwame Nkrumah, der var premierminister for det indre selvstyre i Ghana, fortsatte som premierminister i det uafhængige Ghana. I 1960 blev Nkrumah Ghanas første præsident. I den første tid efter uafhængigheden fortsatte man udviklingsplanlægningen fra det britiske styre, men med større fokus på infrastruktur og især elektricitetsforsyning, som skulle skaffes via en dæmning ved Volta. Dette skulle bane vejen for en industrialisering af Ghana, hvor man var langt mere selvforsynende med produkter, man ellers måtte importere. Nkrumah beholdt magten frem til den 24. februar 1966, hvor regeringen blev afsat ved et militærkup ledet af general J. A. Ankrah. Militærregeringen fik gennemført valg i 1969, og valget blev vundet af den liberale Kofi Busia. Herefter var der en del skiftende civile og militære ledere af Ghana. Den 4. juni 1979 overtog løjtnant Jerry Rawlings magten for første gang og henrettede flere af de tidligere ledere. Rawlings overlod hurtigt magten til en civil regering, men allerede 31. december 1981 overtog han magten igen.

Ghana har været præget af politisk ustabilitet og militærkup. Men i midten af halvfemserne er en vis politisk ro faldet over landet. Præsident John Kufour blev i 2005 genvalgt. Han blev afløst af John Evans Atta Mills ved præsidentvalget den 9. januar 2009. Mills var præsident indtil han døde i embedet d. 24. juli 2012. Indtil videre er den midlertidige præsident derfor tidligere vicepræsident John Dramani Mahama.

Ved valget den 7. december 2016 fik oppositionens kandidat Nana Akufo-Addo 53,85 procent af stemmerne, Mahama fik 44,40 procent. [4] Den 7. januar 2017 blev Akufo-Addo taget i ed som præsident.[5]

Ved valget 7. december 2020 vandt Akufo-Addu med 51,6% af stemmerne mens modkandidaten som også denne gang var John Dramani Mahama fik 47,4% af stemmerne.[6]

Demografi

[redigér | rediger kildetekst]
Ghanesiske børn

Ghanas befolkning blev anslået til 22.535.000 indbyggere i 2005.[7] 37,8% er under 15 år, 58,7% er 15-64 år, mens 3,6% er over 65 år eller mere. Medianalderen er 38,4 år.[8] Estimater af fødselsraten er 29,22 fødsler pr. 1000 personer, mens dødsraten er på 9,39 pr. 1000 personer. Den forventede levealder er 59,49 år (58,65 år for mænd og 60,35 år for kvinder).[8]

Ghanas befolkning lever langs kysten og i de større byer Accra og Kumasi.[9][10] Ghana er inddelt i mindre grupper, der taler mere end 50 sprog og dialekter. De grupper er akan, som udgør 45,3% af befolkningen, mole-dagbon 15,2%, wwe 11,7%, ga-dangme 7,3%, guan 4%, gurma 3,6%, grusi 2,6%, mande-busanga 1%, og andre folkeslag udgør 7,8% (2000).[8] Engelsk, som er det officielle sprog, bruges i alle skoler.[9]

Ghana har religionsfrihed og variation.[11] Kristendom er den mest udbredte religion i landet med 68,8%, 15,9% er muslimer, 8,5% tror på traditionelle religioner, 0,7% hører til andre, mens 6,1% ikke har nogen religiøs tilknytning.[8] Læsefærdigheden blandt mænd er højere end hos kvinder med 57,9% (66,4% for mænd og 49,8% for kvinder). Hiv/aids-andelen er anslået til 3,1%, og sandsynligheden for infektionssygdomme er meget høj.[8] En folketælling i 1960 viste, at Ghana havde omkring 6,7 millioner indbyggere. I 1970 blev der talt op til 8,5 millioner indbyggere; en stigning på 27%. Det forventes, at befolkningstallet vil nå 35 millioner indbyggere i 2025.[12] Mistænkte kriminelle og hekse udsættes for vold og mobning.[11]

Geografi

[redigér | rediger kildetekst]
Ghanas topografi.

Administrativ inddeling

[redigér | rediger kildetekst]

Ghana er opdelt i ti regioner (hovedstæderne er i parentes):

Økonomi og erhverv

[redigér | rediger kildetekst]

Landbrug og fiskeri

[redigér | rediger kildetekst]

Landbrug er et hovedbeskæftigelsesområde i Ghana. Den vigtigste eksportafgrøde er kakao. Ghana har været verdens største eksportør af kakao. De bønder, der dyrkede kakao har i lange perioder måttet sælge til statsopkøbere til kunstigt lave priser. Det har betydet, at mange kakaobrug er forfaldet, og megen kakao er smuglet ud til nabolande med højere kakaopriser. Langt den største produktion i landbruget er dog fødevarer som: kassava, yams, madbananer (plantains), cocoyams, majs, sorghum, ris og hirse. Der er en betydelig husdyravl, men ikke nok til at dække efterspørgslen. Det er hovedsagligt fjerkræ, geder, får, kvæg og svin. Fiskeri er primært til hjemmemarkedet.

Minedrift

[redigér | rediger kildetekst]

Ghana er rig på mange grundstoffer, men minedriften er især koncentreret om guld, diamanter, mangan og aluminium.

Guldet, som gav navn til Ghana i kolonitiden (Guldkysten) udvindes især i Obuasi.

Diamanter graves frem i jordoverfladen omkring floden Birim. Det er mest små industridiamanter, der udvindes.

Mangan, der benyttes i stålindustrien, udvindes i området omkring Tarkwa. Ghana har været verdens største eksportør af mangan.

Bauxit, som bruges til fremstilling af aluminium, udvindes omkring Awaso. Der er et aluminiumsværk i byen Tema.

Industri

[redigér | rediger kildetekst]

Før uafhængigheden var der stort set ingen industri i Ghana. Som led i Nkrumahs planer om at industrialisere Ghana var det første store projekt at skaffe elektricitet. I 1962-65 opførtes en dæmning over Voltafloden ved Akosombo. Elektriciteten fra Voltadæmningen skulle bl.a. bruges til et nyt industrielt kraftcenter i byen Tema med aluminiums-smelteri, stålværk og olieraffinaderi.

Service

[redigér | rediger kildetekst]
Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ data.worldbank.org (fra Wikidata).
  2. ^ Verdensbanken, hentet 26. august 2023 (fra Wikidata).
  3. ^ Verdensbanken, hentet 26. august 2023 (fra Wikidata).
  4. ^ |url=http://www.ghanaweb.com/GhanaHomePage/ghanaelection2016/elections_presidential_results.php Arkiveret 9. december 2016 hos Wayback Machine |titel=Ghana Elections 2016 |sprache=en |abruf=2017-03-12}}
  5. ^ |url=http://www.dw.com/de/ghanas-neuer-pr%C3%A4sident-akufo-addo-verspricht-steuersenkungen/a-37051029 |titel=Ghanas neuer Präsident Akufo-Addo verspricht Steuersenkungen |werk=DW.com (Deutsche Welle) |datum=2017-01-07 |abruf=2017-03-12}}
  6. ^ "Ghana election: Nana Akufo-Addo re-elected as president". BBC News. 10. december 2020.
  7. ^ World Population Prospects.
  8. ^ a b c d e "Ghana" – The World Factbook
  9. ^ a b Background Notes.
  10. ^ World Gazette.
  11. ^ a b "Ghana", Country Reports on Human Rights Practices
  12. ^ Library of Country Studies Ghana – Population

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Afrikansk geografiSpire
Denne artikel om afrikansk geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Geografi

8°02′N 1°05′V / 8.03°N 1.08°V / 8.03; -1.08

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Ghana&oldid=11781511"